Navn: Stefan Hylleborg
Alder: 36
Antal udsendelser: 2
Hvornår har du været udsendt? 2008-2009 & 2009-2010
Hvorhenne? Afghanistan PRT 7 og ISAF 8
Hvor gammel var du? 25 år på min første tur, min historie tager udgangspunkt i min 1. udsendelse.
Hvor lang tid havde du været i forsvaret op til udsendelse? 5 år
Hvad var din rolle /stilling?
Jeg var sanitets og sikringsbefalingsmand i en specialiseret patrulje, der kørte som overvågning i bjergene, skulle vores patrulje komme ud for noget, var det min opgave at sikre området og yde den livreddende behandling der måttet kræves.
Hvordan var jeres dagligdag?
Vi boede i en lille lejr i bjergene i Afghanistans fattigste provins, lejren var blot beboet af ca. 170-200 solodater. Vi var ca. 6 patruljer i lejren, resten af soldaterne stod for lejrens drift og sikkerhed. Det var en multinational opgave, så i lejren var vi kun 10 dansker, resten var litauer, kroater, amerikaner, georgiere og ukrainer.
Når vi kørte patruljer, var det ofte mange dage af gangen, hvor vi kørte ud i provinsen for at identificere genopbygningsprojekter og monitorere om der var steder vi skulle sætte ind for enten at hjælpe de lokale eller der var tilstedeværelse af Taliban.
Så når vi endelig var i lejren, gik tiden med forberedelse af næste patrulje, samtræning med de andre nationer og vedligeholde vores udstyr og biler.
Derudover brugte vi tiden på at træne og slappe af, jeg slappede af ved at lave armbånd og udveksle røverhistorier med de andre soldater.
Livet i en så lille lejr er ret specielt, der er stort set ikke noget der hedder privatliv eller alenetid, vi boede i lejren i containere, hvor vi sov 2 og 2, på patruljerne sov vi under åben himmel i bjergene, kun beskyttet af de biler vi sov omkring. Man kommer som sagt hinanden ved og det bånd der bliver skabt imellem soldaterne er helt unikt, der kan gå mange år imellem jeg ser mine tidligere kollegaer, men ved at de er der og når vi ses føles det som var det i går vi sås sidste gang.
Når man kun har 1 computer med internet til 10 soldater, der alle gerne vil skrive og ringe hjem via satellitten, så er der rift om den – derfor skriver man også håndskrevne breve, når tiden er til det.
Stabiliteten i provinsen var ikke særlig god, der var en del oprørere og lokale smuglere der var meget utilfredse med vores tilstedeværelse da det gik ud over deres smugling af våben, heroin og andet, vi kunne derfor mærke at der vat et stigende antal hændelser i provinsen rette mod os, det kunne være sporadiske skyderier mod os, vejsidebomber mm. 2,5 måneder før min patruljer kommer til området for at overtage, har oprørere prøvet at storme lejren, det kostede en litauisk sergent livet da han passede sit arbejde med vagttjeneste bliver han ramt af skud i halsen og står ikke til at redde. En sådan episode sætter naturligvis sit præg på en så lille lejr og vi måtte naturligvis tage vores forholdsregler hver eneste gang vi skal ud af lejren.
Denne episode var årsagen til det der senere skal blive til From Soldier To Soldier.
Kan du sætte ord på en oplevelse der har påvirket dig efter du er kommet hjem - måske betydet noget for måden du lever dit liv på, måden du anskuer verden eller lignende?
Har mange, rigtig mange gode oplevelser fra mine udsendelser og dem har jeg primært valgt at fokusere på efter jeg kom hjem, det har hjulpet mig rigtig meget i forhold til at holde styr på tankerne. Jeg oplevede det meste af tiden at den almene afghaner faktisk også bare gerne vil leve i fred og fordragelighed og passe deres familier og det liv de har bygget sig, den almene afghaner er fyldt med varme, gæstfrihed og taknemmelighed og det arbejde vi gør for dem, man kan ikke redde hele ”verden” på en gang, men den enkelte familie, det enkelte barn eller voksen som man med en enkelt gerning giver en god dag og som udløser et smil og et tak, det er næsten det hele værd.
Når det er sagt, så er der mange episoder der har haft den modsatte effekt og som gør det svært at se det positive, for mit vedkommende er det først efter flere år hjemme, med masser af refleksion der har gjort at jeg kan anskue mine ture som jeg gør nu.
Når man er i et land hvor man er udsat og man mister kollegaer og andre kollegaer kommer slemt til skade, så kan det være svært at se noget positivt.
I min rolle som taktisk sanitetsbefalingsmand blev jeg ved flere lejlighed bedt om at komme ned på det lokale hospital og hjælpe til, hospitalet lå ikke så langt fra vores lejr. Her så jeg en anden side af en kultur, som vi har så svært ved at forstå.
Én episode vil for altid stå lysende skarp i mit sind, jeg bliver sammen med amerikanerne bedt om at komme ned til hospitalet for at tilse en 16 årig pige der var kommet slemt til skade.
Mere vidste vi ikke da vi fik meldingen, sammen med den amerikanske Navy Seal medic pakker vi vores udstyr med medicin, nåle og andet vi kunne få brug for.
Det syn der møder os da vi kommer derned, var på ingen måde det vi havde regnet med. Den 16 årige pige havde 2. og 3. grads forbrændinger over det meste af kroppen, fra brystkassen og ned over maven, ben og arme. Adspurgt hvad der var sket, svarede de lokale at det var et uheld i køkkenet, det var vi godt klar over ikke var sandheden og under privat samtale indrømmer den lokale læge, der er virkelig dygtig og veluddannet i England, at det er pigens far der har hældt kogende olie ud over pigen, fordi hun har bragt skam over familien. Jeg vil aldrig forstå hvorfor eller hvordan man kan få sig selv til den slags, anden kultur eller ej. Den oplevelse, synet, lugten og lydene vil jeg heller aldrig glemme.
Hvad har du lært og hvad vil du gerne fortælle andre om dine oplevelser?
Jeg vil på ingen måde have været mine udsendelser foruden, det sammenhold der er mellem soldater kan ikke beskrives, de mennesker der kender mig allerbedst og alle sider af mig, er de personer jeg har været udsendt sammen med, når man står i situationer som soldater gør under udsendelse på daglig basis og samtidig tilbringer så meget tid sammen, kan man ikke skjule sig og sine følelser, de masker og facader vi har til vane at bruge i hverdagen herhjemme, de forsvinder og tilbage er det ”sande” menneske, om man vil det eller ej. Jeg blev så meget klogere på mig selv under mine udsendelser og fandt også ud af at der var sider af mig selv jeg skulle arbejde med når jeg kom hjem.
Der har været mange gode ting ved at være udsendt, jeg er personlig blevet et noget mere rummeligt menneske og prøver at leve efter et lidt andet værdisæt end jeg gjorde inden.
Der er altid nogen der har det sværere end en selv og hvis man har lidt overskud, så skal man give lidt af sig selv til andre.
Den varme og gæstfrihed den almindelige afghaner udviste overfor os, har uden tvivl sat sine spor i mig, og har fået mig til at tænke over min egen gøren og laden efterfølgende.
Jeg prøver ikke at lade mig gå på af de små ting i hverdagen, men at anskue det hele i et lidt større perspektiv og have en positiv indstilling til det meste.
Hvilke muligheder kan From Soldier to Soldier være med til at give og hvordan gør det en forskel? Hvad betyder From Soldier to Soldier for dig?
Jeg har brugt over 15 år på From Soldier to Soldier, det er et projekt der betyder utrolig meget for mig, al fritid jeg kan frigøre til projektet gør jeg, mange vil måske spørge hvorfor.
Siden jeg startede dette projekt, har jeg haft berøringsflade med så mange stærke og skønne mennesker, ikke alle har haft det lige nemt og har til tider haft brug for lidt ekstra støtte. I forsvaret fandt jeg et sammenhold og et broderskab uden sidestykke. Dette er hvad From Soldier to Soldier bygger på, hvad enten man er soldat, politibetjent, læge, ambulanceredder el. så har man til tider behov for broderskabet til at give støtte.
At kunne donere nogle penge til forskellige foreninger og organisationer der arbejder med veteraner og deres pårørende, betyder så vanvittig meget, selvom vi i Danmark har en veteranpolitik, er der ikke nogen entydig målrettet strategi for arbejdet med veteraner og deres pårørende. Det betyder også at de statslige midler der er, er små. Derfor betyder hver eneste krone der bliver indsamlet til veteraner umådelig meget.
From Soldier to Soldier støtter oftest projekter der handler om bevægelse/idræt, da det at bevæge sig og dyrke sport har en bevist gavnlig effekt på bl.a. PTSD, derudover udvælger vi dem der også tages hånd om de pårørende, de pårørende er, set med mine øjne, ligeså store helte, de sørger for alt derhjemme og støtter soldaten i gode og dårlige perioder, det sætter sine spor og kan være vanskeligt. Nogle pårørende udvikler selv symptomer på PTSD ved at være i det hele tiden. Derfor har de behov for et sted at søge værktøjer og samtale med andre der har det som dem. Det er derfor at FSTS vælger projekter ud der kan det.
Har du selv haft direkte eller indirekte gavn af From Soldier to Soldier donationer og på hvilken måde? Andet du vil sige?
From Soldier to Soldier er ikke et politisk budskab på nogen måde, From Soldier to Soldier tager ikke stilling til en konflikt eller en politisk beslutning, From Soldier to Soldier handler om at bekymre sig om andre og om at stå sammen for at hjælpe nogen der har det svært, når man har overskud og ressource til det, så del ud og hjælp andre. Det er hvad From Soldier to Soldier er og hvad jeg har prøvet at gøre de sidste 15 år.
